236 MAINE, USA: Blåbær, Blues & Bajere

Radiovagabond

Velkommen tilbage til Main og mit ophold hos Ben og hans blåbær farm.

I denne episode propper jeg en chili-finger i mit øje og min fod ind i munden… som man siger herovre, når man siger noget meget dumt. Så som du sikkert forstår, er dette ikke min stolteste episode. Så jeg håber på, at du ikke vil lytte eller læse videre.

Okay… Sig ikke, at jeg ikke advarede dig.

I den seneste episode ankom jeg til Ben Perrins blåbærfarm langt ude på landet i Maine. Her hang jeg ud med ham og hans medarbejdere, og de viste mig, hvordan de sorterer deres førsteklasses organiske blåbær og gør dem klar til at blive sendt ud til butikker. Jeg var også på besøg et sted, hvor de serverer syltede havsnegle, og så havde jeg en dag i den smukke Acadia National Park. Hvis du endnu ikke har hørt denne episode, bør du gøre det inden du fortsætter.

BEN OG HANS BLÅBÆR

På min sidste aften i Maine havde Ben inviteret mig til en lille koncert. Han kender sangerinden (som han kalder ”one hot chick”) og ville gerne se hende og få et par øl. Så jeg havde tilbudt at være den ædruelige chauffør.

Vi kravlede op i Bens truck og da trillede ud på de små skovveje i tusmørket tog jeg mikrofonen frem. Jeg ville gerne høre, hvordan han endte med at blive ejer af en organisk blåbærfarm.

Ben fortæller mig, at han i 15 år rejste rundt og arbejdede med landbrug på gårde rundt omkring i USA. Han var altid mest glad for at arbejde med blåbær. Han rakkede rundt i landet som arbejder, mens det lykkedes ham at spare på til at købe jorden og starte sin egen gård – Burke Hill Farm.

”Da jeg kunne se, at maskiner begyndte at overtage arbejdet, købte jeg jorden for at starte min egen går – for at beskytte vores arbejde”, fortæller han.

Medarbejderne på Bens blåbærfarm er alle mulige forskellige typer. ”Alle de typer, du kan forestille dig og så lidt flere”, siger han. Han har haft folk over 80 år gamle og et par stykker helt ned til 14. Denne type arbejde og livet som blåbærhøster tiltrækker mange forskellige mennesker, hvilket gør hver sæson en forskellig oplevelse.

Ben og hans faste mand, Jason er de eneste, der er der året rundt, men på forskellige tider af året hyrer han et lille hold for at hjælpe dem. Men han er ikke bange for selv at tage del i det hårde arbejde.

I 15 år arbejdede han omkring 20 timer om dagen non-stop, indtil det til sidst blev for meget. Han kollapsede og måtte på hospitalet. På dette tidspunkt havde han ikke spist i 15 dage og havde kun fået omkring en halv times søvn om dagen. Efter han var kommet til hægterne, ansatte han Jason, som er en kæmpe hjælp.

PODCAST ANBEFALING

Jeg vil give dig en podcast anbefaling: Det er en kort daglig podcast, der hedder Everything Everywhere, som bliver produceret af Gary Arndt. Det er en god daglig dosis af viden om alt muligt forskelligt.

JEG GJORDE OG SAGDE NOGET DUMT

Den første aften hos Ben, havde han lavet noget hjemmelavet kylling – med masser af stærk chili. Det var rigtig lækkert, men meget stærkt. Mens jeg sad og guffede kylling kløede det i øjenkrogen. Note til mig selv: Klø dig aldrig i øjet med din finger, du lige har spist chili-kylling med.

Derefter sad vi med en øl, og begyndte at snakke politik. Jeg burde have vidst at det kan være sprængstof at tale politik i USA, der er meget splittet. Hjemme i Danmark, er det jo noget, vi sagtens kan gøre – og stadig være gode venner. Men jeg var ikke i Danmark. Jeg var i Maine, USA. På en blåbærfarm. Med krydrede øjne.

Af en eller anden grund havde jeg en fornemmelse af, at jeg var blandt Trump tilhængere. Men jeg tog grueligt fejl. Da samtalen faldt på immigration, sagde jeg, at vi i Danmark har opbygget en høj velfærd med gratis sygehuse, gratis skoler og i det hele taget en masse fordele, via en høj skat. Jeg sagde, at jeg godt kan lide et samfund med mange forskellige folkeslag og kulturer, men også, at det efter min mening, er rimeligt, at folk, der kommer til Danmark, ikke skal kunne drage nytte af alle disse fordele fra dag 1 – uden at have været med til at betale ind til det.

Der blev helt stille. Lidt efter sagde en af dem, at vi nok skulle tale om noget andet, for ikke at blive uvenner. Og tilføjede, at det jeg lige havde sagt, var præcis det samme som Trump siger.

Her sad jeg og troede, at de var MAGA-fans og pludselig var det mig, der virkede som Trump-tilhænger. Hvilket jeg absolut ikke er. Det overraskede mig meget, og det var meget pinligt. Jeg havde næsten lyst til at stikke min chilifinger i øjet igen for at skifte emne.

BENS FILOSOFI

Tilbage i bilen på vej mod spillestedet, fortalte Ben mig, at en af grundene til at han godt kunne lide at bo i Maine, var at der er længere mellem røvhullerne her.

”Maine har den laveste RPKK i USA (Røvhuller Pr. Kvadrat Kilometer)”, siger han med et grin. ”Staten er så stor og der er så få mennesker, at der er langt mellem folk – og dermed også røvhullerne”.

Ben er ikke stor fan af den måde USA bliver kørt på i øjeblikket, og har derfor en drøm om at immigrere til Ecuador eller Colombia på et tidspunkt i fremtiden.

BEN, BAJERE OG BLUES

Vi fortsatte vores snak mens vi kørte ind i en lille by. Her fandt vi det lille spillested, som i virkeligheden mere var en garage. Inden musikken med ”One Hot Chick” startede, fik vi en god snak med nogle af de lokale. Både mødet med dem og at høre blues i en garage langt ude på landet i Maine, var noget af en overraskelse.

Da vi senere kørte hjem ad de små mørke skovveje, snorksov Ben ved min side, og jeg for vild. I forvejen var det svært at finde, men absolut ikke nemmere i mørket.

Alle disse oplevelser – fra at hænge ud med blåbær-bønder, spise chili kylling og havsnegle, møde de lokale og også lære lidt om mig selv, var meget specielt. Det hele var endnu en Couchsurfing-oplevelse. Ville jeg have fået de samme oplevelser, hvis jeg havde valgt at bo i mit eget private værelse på et hotel? Næppe.

Nu skal jeg videre til Vermont, den sidste af de seks stater på min New England tur, inden jeg fortsætter nordpå til Canada. Her vil jeg se om jeg kan finde en anden Ben – og hans ven Jerry. Eller i det mindste deres originale is-fabrik.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.